Boganmeldelse: Grand final i gøglerbranchen

Spændende som en thriller og med et yderst veldrejet plot skildrer Kerstin Ekman de udflydende grænser mellem fiktion, virkelighed og forfatterliv.
Den svenske forfatter Lillemor Troj konfronteres med et manuskript om hendes eget liv og en velbevaret hemmelighed om hendes forfatterskab. Mens hun læser manuskriptet, udfoldes historien om to kvinder, der på trods af at være hinandens modsætninger indgår i et livslangt skæbnefællesskab: ”Deres rødder har snoet sig om hinanden og er blevet filtret sammen. De har forsøgt at suge af hinanden når der er blevet for trangt og næringsfattigt. Men hvem snylter mest? Hvem udgør hovednæring for den anden?”.

Over flere årtier følger man Lillemors vej til succesfuld forfatter. Men ”En forfatter er et tohovedet monster” og i skyggen af den smukke, fantasiforladte Lillemor lever den anden kvinde Babba, som er grim og grov i munden men med et stort skrivetalent. Det er lidt som med en bugtaler: publikum kigger på dukken men det er bugtaleren, der trækker i trådene.

I Ekmans nye roman rykkes der ved grænserne mellem fakta og fiktion. Fortællermæssigt benytter Ekman sig af to hovedpersoners erindringsglimt til at stykke historien sammen bid for bid. For læseren såvel som hovedpersonerne er det svært at skelne sandhed fra illusion: ”Det skrevne ord er så stærkt overfor flimrende erindringer”.

Ekman leger med den litterære genre autofiktion, hvor man blander fakta med fiktion: ”At noget er skjult, er ikke det samme som at det er usandt eller falsk, sagde jeg. Hvorfor skulle det som du kalder løgn, blive en sandhed hvis den blev åbenbaret?”. Det skrevne ord har meget magt. Da Lillemor læser bogen om sit eget liv, tænker hun: ”Dette er ikke mit liv. Det er en roman”. Budskabet er, at ingen har patent på sandheden, alt er blot subjektive oplevelser af virkeligheden.

Kerstin Ekman har begået en original roman om litteraturverdenen (gøglerbranchen), problematikken omkring autofiktion og forfatterlivets glæder og kvaler. Den er spændende som en thriller med et yderst veldrejet plot men på sådan en litterær stilfærdig måde. Til tider er den for langtrukken med et væld detaljer, som kræver en vedholdende læser, men på de allersidste sider samler Ekman trådene i en ”grand final”. Lad os håbe, at dette ikke er finalen på et forrygende forfatterskab!

Anmeldelsen findes også på www.litteratursiden.dk

Grand final i Gøglerbranchen af Kerstin Ekman
Gyldendal, 2012, 412 sider
Oversat fra svensk ”Grande finale” af Anne Marie Bjerg

Boganmeldelse: Dværgkrukken

Nina Bolt Dværgkrukken

Anholt i starten af 1960erne danner rammen om keramikeren Saras møde med lokalbefolkningen, folklore og familiehemmeligheder.

Den unge keramiker Sara arver et hus på Anholt efter sin elskede morbror i starten af 1960erne. Da Sara tager over til øen for at besigtige huset kaldet Dværgkrukken, møder hun en lukket og hemmelighedsfuld lokalbefolkning. En kvinde ved navn Issa viser derimod stor interesse for Sara og hendes onkel, hvilket både undrer Sara.

Nina Bolt har begået en historie om en kvindes udvikling og samtidig et portræt af et lukket lokalsamfund, som er præget af folklore og en fastlåshed i normer og omgang med hinanden. Sara vælger at blive på øen og begynder at grave i husets og øens historie. Hun opretter et keramikværksted og mens hun modellerer sine figurer af ler, er det også starten på en mental udviklingsproces. Onklens efterladenskaber, lokalhistorien og en hemmelig kælder under huset bliver startskuddet til en optrevling af Saras barndomsminder med en kølig mor, en hjertevarm morbror og Sara konfronteres også med det parforhold, hun er på flugt fra.

Romanens stemning er til tider foruroligende, som man kender det fra fx Ida Jessens forfatterskab. Øens vilde natur og folklore danner en interessant ramme om handlingen og lægger en næsten mytisk stemning over scenariet. Dværge har fra gammel tid befolker øens underverden og onklens hus er bygget af sten, som urbefolkningen huserer i. Nina Bolt bruger mange symboler og som handlingen skrider frem bliver øens natur og overtro mere synonyme med beboernes sindsstemninger og undertrykte drifter, hvilket skaber et godt drive for handlingen og facetterer persongalleriet.

Nina Bolt forstår at antyde mange sammenhænge og retninger, som handlingen kan bevæge sig i. Personernes karakterer og motiver er slørede, og det er netop her Nina Bolt er bedst, når hun sætter læserens fantasi på arbejde. ”Dværgkrukken” er en vellykket og spændende fortælling, hvor Nina Bolt overbeviser ved at jonglere flot mellem begivenhederne og det lettere mytiske univers.

Dværgkrukken af Nina Bolt
Tiderne skifter, 2012, 234 sider

Boganmeldelse: Sortedam

Opvæksten med en alkoholiseret mor trækker smertefulde spor ind i voksenverdenen for Sigrid, som venter sit første barn.

Som i Sissel Bergfjords fine debutroman ”Min morfars stemme” fra 2006 graves der også i familiehistorien i ”Sortedam”, som handler om det at være barn af en alkoholiker. Forfatteren har selv haft stoffet tæt inde på livet, idet hendes egen mor drak sig ihjel for tre år siden.

Sigrid er højgravid og har endelig taget sig sammen til at få ryddet sin afdøde mors lejlighed. Imens hun rydder op og ud, tænker hun tilbage på sin barndom præget af en alkoholiseret mor og en hjælpeløs far. Mens oprydningen står på, kredser Sigrids kæreste rundt i udkanten af hendes bevidsthed, men bliver hverken lukket ind i hendes følelsesunivers endsige morens lejlighed.

Romanen byder på en til tider tåkrummende læseoplevelse og et realistisk indblik i at være barn af en alkoholiseret forælder, hvor skam, pinagtighed og afstandstagen til forældrene er de dominerende følelser. Moren er smuk og charmerende men også pinlig og sølle. Fraværet af et moderligt forbillede at spejle sig i, nuanceres af Sigrids forestående moderskab.

Fortællestilen består mestendels af indre monologer, hvor Sigrid henvender sig til moren med ”du” i et forsøg på at få styr på sine på følelser og minder. Måske ligger der også et forsøg på forsoning i denne tankestrøm, som er både en bogstavelig men også mental oprydning. Denne fortælleteknik har Bergfjord rigtig godt styr på, og det tilføjer klart en ekstra ”litterær” kvalitet til romanen.

Desværre lever Bergfjords roman ikke helt op til mine forventninger. Hun er en teknisk dygtig fortæller, men handlingen kommer aldrig et spadestik dybere i smerten, hvor det for alvor berører. I ”Min morfars stemme” blev læselysten og paranoiaen næret af en diskret uhygge i det øde norske landskab, og man var med i hovedpersonen Kajsas følelser og oplevelser. Tematikken omkring søgen efter egne rødder og den ensomme erkendelsesproces som præmis går igen i nærværende roman, men bare i et andet miljø. Det uventede savner jeg meget i denne roman, som desværre bliver ret forudsigelig i sit handlingsspor.

Sortedam af Sissel Bergfjord
Gyldendal, 2012, 168 sider

Boganmeldelse: Lille hjerte

Guldager fortsætter familiekrøniken om kønsroller og familieforhold i 1950’erne, hvor mørke, lys, engle og ulve rumsterer.

Med den anmelderroste roman ”Ulven” fra 2010 påbegyndte Katrine Marie Guldager en større familiekrønike, og nu er den selvstændige fortsættelse ”Lille hjerte” her.

Omdrejningspunktet er også denne gang familien med børnene Henry, Leonora og deres forældre Peter og Lilly. Vi er i midten af 1950’ernes Køge, hvor Lilly træffer en drastisk beslutning om at forlade Peter for at forfølge sin kunstnerdrøm i København, da hun drømmer om andet og mere end husmoderrollen. Med sig tager hun familiens mindste Lille-Ib og flytter ind hos en gammel flamme og dermed fravælger hun Henry og Leonora. Peter er sønderknust men snart efter ser hans sekretær Ella sit snit til at overtage pladsen efter Lilly.

Vi møder også de plagede tanter Frøken Mørke og Frøken Lys, som måske viser sig at være en og samme person ligesom romanen kredser om Henrys vilde fantasier og tvangstanker om forfølgelse og krig og Leonoras første bekendtskab med det modsatte køn. Og hele tiden lurer ulven i kulissen.

De overordnede temaer er familieforhold, kønsroller og livsvilkår i 1950’erne, som alt sammen serveres med Guldagers sans for en overraskende og uforudsigelig handling fuld af krumspring. Hun forstår til fulde at beskrive den indre følelsesverden, så man mærker personernes ensomhed og måske det netop er et af romanens budskaber: selvom man er del af en familie, så er vi i sidste ende alle alene.

Guldagers sprog er blomstrende og fantasifuldt med en alvidende fortæller, som ofte ved en hel del mere end hovedpersonerne selv. Få steder i især ”kærlighedsscenerne” eksploderer sproget dog i bedste ugebladsroman-stil. Jeg tror det voluminøse og maleriske sprog netop vil dele vandene; enten kan man ikke fordrage det eller også må man lade sig rive med. Se bare her: ”Han bildte sig ind, at tiltrækningen var gensidig, og han solede sig i denne tiltrækning med samme uhæmmede sult og sanseløshed, som senere generationer skulle sole deres trætte grisefest-plagede kroppe på de første charterferier til Mallorca”.

”Lille hjerte” er ligesom forgængeren fuld af litterære kvaliteter og har tilmed en stor underholdningsværdi. Så jeg vil af hele mit lille hjerte varmt anbefale den!

Anmeldelsen kan også ses på www.litteratursiden.dk

Lille Hjerte af Katrine Marie Guldager
Gyldendal, 2012, 204 sider.

Boganmeldelse: Fordrivelsen

Foruroligende psykologisk drama om Andreas, der efter en ulykke ændrer personlighed og langsomt mister sine nærmeste. Saalbach er tilbage i topform!

Yes! Begejstringen var målbar og forventningerne tårnhøje ved udsigten til en ny roman fra Astrid Saalbach. Seneste glimrende roman ”Fingeren i flammen” fra 2005 havde lagt godt i kakkelovnen til en ny psykologisk roman. Blev forventningerne indfriet: Ja!

Andreas har det hele: et lykkeligt ægteskab velsignet med to børn og et firma der hele tiden vokser. Under en skiferie kommer han ud for en grim ulykke, som sender ham udi et langt smertefuldt behandlingsforløb med hukommelsestab og en hjerneskade til følge. En ny og anderledes Andreas toner frem. Han er som et lille barn, der har svært ved at beherske sig og styres af sine umiddelbare behov. Han ser syner og opdager at han besidder clairvoyantiske evner. Men det er langt mere end hukommelsen og sin gamle identitet, Andreas mister. Familien og hans firmapartnere begynder at tage afstand fra ham.

Saalbach forstår at servere en virkningsfuld cliffhanger: Allerede fra bogens start erfarer læseren, at Andrea har gang i noget hemmeligt: han smser med en ukendt person, da ulykken indtræffer. Desværre kan Andreas efter ulykken ikke huske hvad der er sket tre måneder tilbage. Men hans hustru finder ud af hans hemmelighed og konfronterer ham med det utænkelige.

Saalbach er eminent til at leve sig ind i en hjerneskadet persons univers og tanker, især den første tid på hospitalet hvor alt foregår i en omtåget tilstand. Andreas er sådan en hovedperson man ikke rigtig ved om man kan lide eller ej. Herligt med en nuanceret personbeskrivelse, hvor tingene ikke er stereotype. Fremmedgørelsen eller fordrivelsen om man vil fanger hun også godt, for i sidste halvdel af romanen fremstår i en usammenhængende tåge og de forskellige hændelser forhastede. Om det er en bevidst taktik fra forfatterens side for at underbygge Andreas’ univers kan jeg ikke gennemskue. Det gør dog ikke romanen mindre god og den byder på en medrivende og velskrevet læseoplevelse.

Romanen er på omgangshøjde med ”Din næstes hus” af Jette A. Kaarsbøl og ”Den der lyver” af Ida Jessen. Den er en rigtig lækkerbisken for læsere med hang til psykologiske dramaer iblandet en foruroligende underliggende spænding.


Fordrivelsen af Astrid Saalbach
Gyldendal, 2011, 333 sider.

Boganmeldelse: Juni

Efterårets helt store læseoplevelse! En medrivende roman om en familie i forfald og et samfund på retur i udkantsholland.

Tirsdag den 17. juni 1969 er en mindeværdig dag for borgerne i Nordholland. Dronning Juliana gæster sit folk. Inden hun sætter sig ind i sin bil, når hun at stryge en lille pige over kinden og veksle et par ord med moderen. For familien Kaan bliver dagen en skæbnesvanger dag, idet den lokale bager to timer senere kører pigen ned med døden til følge udenfor familiens fødegård.

Gerbrand Bakker spinder en tråd mellem den ulykkelige hændelse 1969 og til nytiden, hvor familien i tre generationer fortsat bor på gården, som nu er nedlagt og i forfald. Hændelsen har mærket familien for livet og især bedstemor Anna hænger fast i fortiden og forsvinder i utide op på høloftet. Hendes mand fører dagbog over hendes forsvinden alt imens næste generation forsøger at holde sammen på familien og gården. Man følger også bageren og hvordan den uheldige hændelse stadig påvirker ham 40 år senere.

Romanen foregår i udkantsholland på landet, hvor landbruget er i forfald og samfundet på tilbagegang. På overfladen en roman om en kompleks familie i sorg og sammenhold på trods. På et andet plan en roman om et samfund i forfald. Gården bliver synonym med familiens forfald. Romanen minder i tematik og fortællestil om ”Berlinerpoplerne” af Anne B. Ragde. Gerbrand Bakker forstår ligesom Ragde at bevæge læseren og tegne ærlige og nænsomme portrætter af mennesker, som man holder af. Især den 5-årige Dieke vil tage læseren med storm.

Sproget og stilen skaber en stemningsmættet læseoplevelse, som man næsten kan smage, lugte og tage at føle på. Forskellige situationer og stemninger opleves med skiftende fortællestemmer og historien kommer dermed hele vejen rundt i familien. Hele tiden udfolder der sig lidt mere af historien og personerne. Ikke kun er historien spændende og medrivende, den er også godt fortalt med fortræffelig sans for at sammenstykke en historie bid for bid. Dette er efterårets helt store læseoplevelse, som du ikke må gå glip af!

Forfatterens debutroman ”Ovenpå er der stille” (2006) er hædret med verdens største litterære pris ”International IMPAC Dublin Literary Award”. Mon ikke der også falder en litterær pris eller to af til denne roman?

Anmeldelsen findes også på litteratursiden.dk
Juni af Gerbrand Bakker
Gyldendal, 2011, 268 sider.
Oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgaard

Boganmeldelse: Fader vor

Gennem research og en hel del selvpineri søger journalist og forfatter Morten Sabroes at lære sin fraværende far at kende. Det hele ender dog med at blive et selverkendelsesprojekt om Sabroe selv.

Morten Sabroe følger op på den chokerende og ærlige bestseller ”Du som er i himlen” (2007), historien om hans forhadte og komplekse forhold til sin mor med den uafhængige fortsættelse ”Fader vor”, hvori han søger at blotlægge og forstå sit forhold til den for ham anonyme og fraværende far i barndommen.

For at forstå sin far, cirkusrevydirektør Povl Sabroe også kaldet den ”den gyldenblonde”, må Sabroe et led længere tilbage i slægten til sin farfar, den berømte politiker og børneven Peter Sabroe. Faren Povl Sabroe mistede sin far (Sabroes farfar) som 16-årig i en togulykke og Sabroe forsøger i dette at se lighedspunkter mellem generationernes mangel på en nærværende faderfigur og dermed et forbillede. Så han finder sin egne forbilleder at spejle sig i, dem på forsiden af bogen.

Sabroes historie handler om to mænd, han ikke kendte og det kommer læseren heller ikke til efter endt læsning. Der researches ganske vist og skrives lidt på forskellige ferier. Efter at have brugt bogens første tredjedel på at væve rundt i, om han nu tør skrive om sin far eller ej, drejer historien sig mere og mere hen mod en dissekering af ham selv som søn, far, ægtemand og forfatter. Det hele er et stort selverkendelsesprojekt.

Jeg bliver ikke berørt over Sabroes kvaler. Og jeg fyldes med både anerkendende og irriterende følelser, når han piller for meget i navlen og kører på med sine bitre og utiltrækkelige følelser. Jeg tager hatten af for mandens ærlighed, men det er samtidig en kende for selvsmagende. Ligegyldige scener som fx en mistet kildevand i lufthavnen og sammenstødet med en sur bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek virker kunstige midt i alt føleriet, rableriet og de musikalske citater.

Sabroe har sin egen originale skrivestil, som rabler derudaf og tangerer skriveteknikken ”stream of consciousness” (bevidsthedsstrømme og indre monologer). Journalisten i ham fornægter sig ikke. Der springes ind og ud af historien, frem og tilbage i tiden og med gavmild hånd strøs der med citater fra film og sange.

Jeg vil mene at ”Fader vor” hører mere hjemme blandt selvbiografierne end blandt romanerne og forgængeren om moren er en mere interessant og bevægende læseoplevelse.

Anmeldelsen kan også ses på www.litteratursiden.dk

Fader Vor af Morten Sabroe
Politiken, 2011, 288 sider.