søndag den 28. juni 2009

Boganmeldelse: Ambassadøren

Er der noget sindsoprivende spændende ved at tage til litteraturfestival i Litauen? Nej vel! Det spekulerer og filosoferer digteren Sturla Jon også en del over, da han bliver udvalgt til at være Islands ambassadør til festivalen. Sturla er måske ikke den mest oplagte ambassadør, for selv hans nabo ved ikke, at han er digter.

Kort fortalt er Sturla 51 år, vicevært og digter, småneurotisk, fraskilt og med fem børn han ikke involverer sig ret meget i og med en let distance til andre mennesker og tilværelsen. Han er i bund og grund typen, der ikke rider den dag han sadler og en smule konfliktsky. Ikke lige de bedste forudsætninger i hvervet som ambassadør. Ja her kan du sikkert allerede gætte, hvilken type roman "Ambassadøren" er. Den handler i høj grad om Sturlas selvrefleksioner og ikke så meget om litteraturfestivaler - Sturla har i øvrigt allerede inden han tager af sted skrevet en lettere sarkastisk artikel til avisen om, hvad man kan opleve på noget så kedeligt/overdådigt som en litteraturfestival.

Romanen starter med en umiddelbart tilfældig scene, hvor Sturla skal købe en dyr frakke inden festivalen: "Dertil kom, at farven var noget af det bedste ved den; den ville aldrig tiltrække sig opmærksomhed som farve, men ville derimod vække den i form af tavs beundring og - selvfølgelig uden at vi kan tillade os at tænke sådan - misundelse." Citatet fortæller en del om Sturla, som gennem romanen både gør sig mange sarkastiske tanker om litteraturens ophøjede væsen (sig selv indbefattet) og andre gange fantaserer om selv at være verdensberømt. Citatet illustrerer også fint, hvordan tonen og stemningen er i romanen; underspillet og grænsende til det trivielle. Det er som om, at Bragi Olafsson ikke bevidst har forsøgt at være morsom, men alligevel ender med at blive det. Og det er intelligent fortællekunst! Senere får den optalte frakke (eller mangel på samme) i øvrigt en stor betydning for Sturlas videre færd udi det litterære landskab i Litauen.

Som læser kan man ikke undgå at falde for Sturla, for Bragi Olafsson har et levende og lunt sprog, som gør, at man nemt lever sig ind i Sturlas tanker. Flere gange tænker man "nej lad nu være Sturla" og krummer tæer, når han gør sig til grin og roder sig ud i nye umuligheder. På en gang tragikomisk og stor underholdningsværdi. Dog er romanen for langtrukken og monoton i første halvdel, hvilket er ærgerligt, da den både er velskrevet, morsom og original. Romanen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2008, men blev overgået af Naja Maria Aidts "Bavian".

Og hvilken fantastisk bogforside, denne roman har :-) Den sælger sig selv!

Jeg holder selv meget af denne type romaner "manderomaner", hvor mænd på mere eller mindre vellykket vis forsøger at finde sig selv. Selvom - eller måske netop fordi - hovedpersonerne altid har en sarkastisk og depressiv tilgang til tilværelsen, er romanerne særdeles morsomme bekendtskaber. Hvem gider læse om en opblæst nar, der filosoferer over hvor selvfed, han er. Denne roman minder i kraft af sin humor, eksistentielle undertoner og samfundskritik en del om Torben Munksgaards "Retrograd", Erlend Loes "
Doppler", Robert Zola Christensens "Tennis" og Halgrimmur Helgasons "Stormland".

2 kommentarer:

Kristoffer Harboe sagde ...

Den skal da have en chance, så den er hermed reserveret :-)

Lines Blog sagde ...

Det er faktisk en gammel boganmeldelse (faldt lige over den) fra for over et år siden...

Men du blev sikkert fanget ind af referencerne til vores kære Doppler med flere ,-)

Og nu har jeg lige fået lidt gang i min blog igen - skønt!