Boganmeldelse: Lille hjerte

Guldager fortsætter familiekrøniken om kønsroller og familieforhold i 1950’erne, hvor mørke, lys, engle og ulve rumsterer.

Med den anmelderroste roman ”Ulven” fra 2010 påbegyndte Katrine Marie Guldager en større familiekrønike, og nu er den selvstændige fortsættelse ”Lille hjerte” her.

Omdrejningspunktet er også denne gang familien med børnene Henry, Leonora og deres forældre Peter og Lilly. Vi er i midten af 1950’ernes Køge, hvor Lilly træffer en drastisk beslutning om at forlade Peter for at forfølge sin kunstnerdrøm i København, da hun drømmer om andet og mere end husmoderrollen. Med sig tager hun familiens mindste Lille-Ib og flytter ind hos en gammel flamme og dermed fravælger hun Henry og Leonora. Peter er sønderknust men snart efter ser hans sekretær Ella sit snit til at overtage pladsen efter Lilly.

Vi møder også de plagede tanter Frøken Mørke og Frøken Lys, som måske viser sig at være en og samme person ligesom romanen kredser om Henrys vilde fantasier og tvangstanker om forfølgelse og krig og Leonoras første bekendtskab med det modsatte køn. Og hele tiden lurer ulven i kulissen.

De overordnede temaer er familieforhold, kønsroller og livsvilkår i 1950’erne, som alt sammen serveres med Guldagers sans for en overraskende og uforudsigelig handling fuld af krumspring. Hun forstår til fulde at beskrive den indre følelsesverden, så man mærker personernes ensomhed og måske det netop er et af romanens budskaber: selvom man er del af en familie, så er vi i sidste ende alle alene.

Guldagers sprog er blomstrende og fantasifuldt med en alvidende fortæller, som ofte ved en hel del mere end hovedpersonerne selv. Få steder i især ”kærlighedsscenerne” eksploderer sproget dog i bedste ugebladsroman-stil. Jeg tror det voluminøse og maleriske sprog netop vil dele vandene; enten kan man ikke fordrage det eller også må man lade sig rive med. Se bare her: ”Han bildte sig ind, at tiltrækningen var gensidig, og han solede sig i denne tiltrækning med samme uhæmmede sult og sanseløshed, som senere generationer skulle sole deres trætte grisefest-plagede kroppe på de første charterferier til Mallorca”.

”Lille hjerte” er ligesom forgængeren fuld af litterære kvaliteter og har tilmed en stor underholdningsværdi. Så jeg vil af hele mit lille hjerte varmt anbefale den!

Anmeldelsen kan også ses på www.litteratursiden.dk

Lille Hjerte af Katrine Marie Guldager
Gyldendal, 2012, 204 sider.

Boganmeldelse: Fordrivelsen

Foruroligende psykologisk drama om Andreas, der efter en ulykke ændrer personlighed og langsomt mister sine nærmeste. Saalbach er tilbage i topform!

Yes! Begejstringen var målbar og forventningerne tårnhøje ved udsigten til en ny roman fra Astrid Saalbach. Seneste glimrende roman ”Fingeren i flammen” fra 2005 havde lagt godt i kakkelovnen til en ny psykologisk roman. Blev forventningerne indfriet: Ja!

Andreas har det hele: et lykkeligt ægteskab velsignet med to børn og et firma der hele tiden vokser. Under en skiferie kommer han ud for en grim ulykke, som sender ham udi et langt smertefuldt behandlingsforløb med hukommelsestab og en hjerneskade til følge. En ny og anderledes Andreas toner frem. Han er som et lille barn, der har svært ved at beherske sig og styres af sine umiddelbare behov. Han ser syner og opdager at han besidder clairvoyantiske evner. Men det er langt mere end hukommelsen og sin gamle identitet, Andreas mister. Familien og hans firmapartnere begynder at tage afstand fra ham.

Saalbach forstår at servere en virkningsfuld cliffhanger: Allerede fra bogens start erfarer læseren, at Andrea har gang i noget hemmeligt: han smser med en ukendt person, da ulykken indtræffer. Desværre kan Andreas efter ulykken ikke huske hvad der er sket tre måneder tilbage. Men hans hustru finder ud af hans hemmelighed og konfronterer ham med det utænkelige.

Saalbach er eminent til at leve sig ind i en hjerneskadet persons univers og tanker, især den første tid på hospitalet hvor alt foregår i en omtåget tilstand. Andreas er sådan en hovedperson man ikke rigtig ved om man kan lide eller ej. Herligt med en nuanceret personbeskrivelse, hvor tingene ikke er stereotype. Fremmedgørelsen eller fordrivelsen om man vil fanger hun også godt, for i sidste halvdel af romanen fremstår i en usammenhængende tåge og de forskellige hændelser forhastede. Om det er en bevidst taktik fra forfatterens side for at underbygge Andreas’ univers kan jeg ikke gennemskue. Det gør dog ikke romanen mindre god og den byder på en medrivende og velskrevet læseoplevelse.

Romanen er på omgangshøjde med ”Din næstes hus” af Jette A. Kaarsbøl og ”Den der lyver” af Ida Jessen. Den er en rigtig lækkerbisken for læsere med hang til psykologiske dramaer iblandet en foruroligende underliggende spænding.


Fordrivelsen af Astrid Saalbach
Gyldendal, 2011, 333 sider.

Boganmeldelse: Juni

Efterårets helt store læseoplevelse! En medrivende roman om en familie i forfald og et samfund på retur i udkantsholland.

Tirsdag den 17. juni 1969 er en mindeværdig dag for borgerne i Nordholland. Dronning Juliana gæster sit folk. Inden hun sætter sig ind i sin bil, når hun at stryge en lille pige over kinden og veksle et par ord med moderen. For familien Kaan bliver dagen en skæbnesvanger dag, idet den lokale bager to timer senere kører pigen ned med døden til følge udenfor familiens fødegård.

Gerbrand Bakker spinder en tråd mellem den ulykkelige hændelse 1969 og til nytiden, hvor familien i tre generationer fortsat bor på gården, som nu er nedlagt og i forfald. Hændelsen har mærket familien for livet og især bedstemor Anna hænger fast i fortiden og forsvinder i utide op på høloftet. Hendes mand fører dagbog over hendes forsvinden alt imens næste generation forsøger at holde sammen på familien og gården. Man følger også bageren og hvordan den uheldige hændelse stadig påvirker ham 40 år senere.

Romanen foregår i udkantsholland på landet, hvor landbruget er i forfald og samfundet på tilbagegang. På overfladen en roman om en kompleks familie i sorg og sammenhold på trods. På et andet plan en roman om et samfund i forfald. Gården bliver synonym med familiens forfald. Romanen minder i tematik og fortællestil om ”Berlinerpoplerne” af Anne B. Ragde. Gerbrand Bakker forstår ligesom Ragde at bevæge læseren og tegne ærlige og nænsomme portrætter af mennesker, som man holder af. Især den 5-årige Dieke vil tage læseren med storm.

Sproget og stilen skaber en stemningsmættet læseoplevelse, som man næsten kan smage, lugte og tage at føle på. Forskellige situationer og stemninger opleves med skiftende fortællestemmer og historien kommer dermed hele vejen rundt i familien. Hele tiden udfolder der sig lidt mere af historien og personerne. Ikke kun er historien spændende og medrivende, den er også godt fortalt med fortræffelig sans for at sammenstykke en historie bid for bid. Dette er efterårets helt store læseoplevelse, som du ikke må gå glip af!

Forfatterens debutroman ”Ovenpå er der stille” (2006) er hædret med verdens største litterære pris ”International IMPAC Dublin Literary Award”. Mon ikke der også falder en litterær pris eller to af til denne roman?


Juni af Gerbrand Bakker
Gyldendal, 2011, 268 sider.
Oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgaard

Boganmeldelse: Fader vor

Gennem research og en hel del selvpineri søger journalist og forfatter Morten Sabroes at lære sin fraværende far at kende. Det hele ender dog med at blive et selverkendelsesprojekt om Sabroe selv.

Morten Sabroe følger op på den chokerende og ærlige bestseller ”Du som er i himlen” (2007), historien om hans forhadte og komplekse forhold til sin mor med den uafhængige fortsættelse ”Fader vor”, hvori han søger at blotlægge og forstå sit forhold til den for ham anonyme og fraværende far i barndommen.

For at forstå sin far, cirkusrevydirektør Povl Sabroe også kaldet den ”den gyldenblonde”, må Sabroe et led længere tilbage i slægten til sin farfar, den berømte politiker og børneven Peter Sabroe. Faren Povl Sabroe mistede sin far (Sabroes farfar) som 16-årig i en togulykke og Sabroe forsøger i dette at se lighedspunkter mellem generationernes mangel på en nærværende faderfigur og dermed et forbillede. Så han finder sin egne forbilleder at spejle sig i, dem på forsiden af bogen.

Sabroes historie handler om to mænd, han ikke kendte og det kommer læseren heller ikke til efter endt læsning. Der researches ganske vist og skrives lidt på forskellige ferier. Efter at have brugt bogens første tredjedel på at væve rundt i, om han nu tør skrive om sin far eller ej, drejer historien sig mere og mere hen mod en dissekering af ham selv som søn, far, ægtemand og forfatter. Det hele er et stort selverkendelsesprojekt.

Jeg bliver ikke berørt over Sabroes kvaler. Og jeg fyldes med både anerkendende og irriterende følelser, når han piller for meget i navlen og kører på med sine bitre og utiltrækkelige følelser. Jeg tager hatten af for mandens ærlighed, men det er samtidig en kende for selvsmagende. Ligegyldige scener som fx en mistet kildevand i lufthavnen og sammenstødet med en sur bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek virker kunstige midt i alt føleriet, rableriet og de musikalske citater.

Sabroe har sin egen originale skrivestil, som rabler derudaf og tangerer skriveteknikken ”stream of consciousness” (bevidsthedsstrømme og indre monologer). Journalisten i ham fornægter sig ikke. Der springes ind og ud af historien, frem og tilbage i tiden og med gavmild hånd strøs der med citater fra film og sange.

Jeg vil mene at ”Fader vor” hører mere hjemme blandt selvbiografierne end blandt romanerne og forgængeren om moren er en mere interessant og bevægende læseoplevelse.

Anmeldelsen kan også ses på www.litteratursiden.dk

Fader Vor af Morten Sabroe
Politiken, 2011, 288 sider.

Boganmeldelse: Nu tuder jeg igen

I seksten, suveræne noveller udstiller Berner Moe hverdagstrivialiteterne og stiller spørgsmålstegn ved om vi virkelig kender hinanden så godt som vi tror.
Novellesamlingen kredser om det hverdagsagtige og om forholdet mellem mennesker: mellem naboer, kærester, vennepar, mellem forældre og børn. Det er relationer mellem mennesker, der kender hinanden godt og så alligevel ikke helt.

I den rørende novelle ”Balter II og Dong” mødes to ældre herrer hver morgen i hundeskoven for at lufte de firbenede, men en dag brydes det faste ritual ved at den ene inviterer den anden med hjem til kaffe med et alvorligt spørgsmål på hjerte.
I ”Blodbøg” følger man demente Jørn på plejehjemmet med sine tanker og tilbageblik på trivielle, men vigtige øjeblikke i sit liv. Disse noveller er fine eksempler på, at Jacob Berner Moe formår at bevæge læseren.

Berner Moe formår også at få os til at grine. I den absurde novelle ”Postbuddet” går der selvtægt i grundejerforeningen da et miljøbevidst postbud uforvarende kommer til at kritisere foreningens massive forbrug af Round Up for at få flotte græsplæner.

En af de klart bedste noveller er ”Naturens orden” hvor ex-svigersønnen skal hente nogle ting hos ex-svigermor. Svigermoren der er leger katten efter musen, men så alligevel ikke gider og svigersønnen som naivt går med på legen, opbygger en intens spænding og medfører en trækken på smilebåndet.

Den røde tråd i novellesamlingen er det forventelige hverdagsagtige der tager en uventet drejning. Der er en form for indforståethed og korrekthed mellem personerne, men under overfladen er der noget på færde. Idyllen brydes, når en af parterne pludselig gør noget irrationelt; I ”Maleri med fod” hvor ægtemanden pludselig i et anfald af provokation og til alle overraskelse køber et dyrt maleri med en kunstig fod stikkende ud af, eller i novellen ”Udstyr” hvor et par er til middag hos et andet par og den mandlige gæst pludselig forsvinder ud af vinduet.

Der er kort sagt lidt for enhver smag i ’Nu tuder jeg igen’. Berner Moe’s blik for at beskrive det på overfladen trivielle og samtidig på de indre linjer opbygge en lettere foruroligende latent spænding, skaber en velskrevet og underholdende novellesamling.

Boganmeldelsen kan også findes på www.litteratursiden.dk


Nu tuder jeg igen af Jacob Berner Moe
Udgivet: 2011
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 136

Boganmeldelse: Midt i den blanke nat

Der lukkes op for den store godtepose af bizarre og morsomme seksuelle spændinger mellem mennesker i ny underholdende novellesamling af Sven Holm.

Parforhold i dagens Danmark er på programmet i Sven Holm seneste novellesamling ”Midt i den blanke nat”. I ti noveller beskriver han de erotiske spændinger og grænser mellem mennesker, der er til for at blive overholdt og overskredet. Ganske som forsiden antyder med sine falloslignende høstakke i snorlige rækker kastende uhyggelige skygger, er der mere på færde i novellerne end det trivielle trygge parforhold. Der er noget påtrængende under overfladen, som vil ud. Det er de forbudte og til tider bizarre drifter, der trænger sig på.

I novellen ”Rosensælgeren” er et par på ferie i Napoli, hvor manden mod betaling pisker en bengalesisk blomstersælgers ryg til blods mens konen er i operaen. I ”En headhunters divan” kan Freja og Felix fra køkkenvinduet følge med i underboens forspil og erobring af en ny kvinde hver aften på sin divan til stor ophidselse for dem selv.

Novellerne er underholdende mere end pirrende og printer et tydeligt visuelt billede på nethinden af sceneriet. Sproget er ikke romantisk men råt, ærligt og ”kødeligt”. Nogle noveller er ligetil og direkte i deres sprog og fremdrift. Andre er mere absurde og bibeholder underholdningsværdien med det uventede og overraskende i handlingsforløbet. Men der er også andet end blussende lyster i novellesamlingen. I ”Midt i den blanke nat” bliver det en smule uhyggeligt da en fremmed underlig mand banker på døren til det øde svenske sommerhus, hvor et par er på romantisk hyggeweekend.

Sven Holm kan også være hylemorsom midt i alt liderligheden: ”Jeg har altid været vild med kvinder, der arbejder på rejsebureau. De er saglige, venlige og liderlige på en lidt bearnaiseagtig måde.” Optrinet er fra novellen ”MMS fra hr. Tukusaki” om et par, der dyrker sex seks uger i rap og bagefter aftaler at udvise afholdenhed. Novellen bliver mere og mere absurd men også morsom efterhånden som den mandlige hovedpersons lem fremmedgøres og forvandler sig til Camilles japanske chef, som får gentagne kærlige behandlinger.


Midt i den blanke nat af Sven Holm
Gyldendal, 2011, 246 sider

Boganmeldelse: Sameland

Find dit indre rensdyr i Sameland, hvor Roy og Leif byder velkommen med joiken, lavvuer, vodka, åndemaneri og lejrbål.

Roy og Leif er venner, arbejder ved postvæsenet og er altid på udkig efter en ny forretningside, der kan gøre dem rige ved mindst mulig indsats. De får ideen at starte en forlystelsespark for intetanende turister, hvor man kan komme i kontakt med sit indre rensdyr og leve som same i et døgn. Selvfølgelig har ingen af dem begreb om hvad samekultur er, og snart er eventyret skudt i gang.

Handlingen finder sted i og omkring Kirkenes i grænselandet mellem Norge og Finland. Udkantsnorges kultur og udfordringer berøres på humoristisk vis, herunder forholdet mellem samere, nordmænd og finnere. Hovden portrætterer et til tider trist samfund, der er gået i stå, og hvor man må gribe chancen når og hvis den overhovedet byder sig. Der køres på med fordomme og clicheer: blåøjede turister, fulde finnere, hævntørstige samer, arbejdsløse nordmænd, et oplevelsessamfund der prostituerer sig selv i jagten på profit osv.

Det hele går (selvfølgelig) op i hat og briller for Roy og Leif og det samme kunne man fristes til at sige om romanens handlingsforløb, som er den ene absurde hændelse efter den anden uden meget til at binde historien ordentligt sammen. Personskildringerne er ensidige og minder for meget om hinanden i beskrivelsen - jeg havde til tider svært ved at skelne de forskellige personer fra hinanden på grund af manglende dybde i karakteristikken.

Sameland har nogle fællesnævnere med landsfællen Erlend Loes forfatterskab: rodløse mænd, absurd humor, et indblik i norsk kultur og en samfundskritisk holdning skjult mellem linjerne. Ved sammenligning taber Hovden med flere længder til Erlend Loe. Hvor Loe er lavmælt morsom og finurlig i sit sprog, ender Hovdens krampagtige forsøg på at levere absurd humor i en lang række platheder med laveste fællesnævner. Det hele er bare for eksplicit og uskønt.

Der ér ansatser til ”god værkstedshumor” i ’Sameland’ og forlægget er godt tænkt men det halter med udførelsen. Dette er Hovdens debut og lad os håbe at han finder melodien i sin næste roman.

I bogen er der til lejligheden opfundet spillet ”Find dit indre rensdyr” og ligeledes er PR-siden sameland.net at finde på nettet.

Anbefalingen findes også på www.litteratursiden.dk