Boganmeldelse: Nu tuder jeg igen

I seksten, suveræne noveller udstiller Berner Moe hverdagstrivialiteterne og stiller spørgsmålstegn ved om vi virkelig kender hinanden så godt som vi tror.
Novellesamlingen kredser om det hverdagsagtige og om forholdet mellem mennesker: mellem naboer, kærester, vennepar, mellem forældre og børn. Det er relationer mellem mennesker, der kender hinanden godt og så alligevel ikke helt.

I den rørende novelle ”Balter II og Dong” mødes to ældre herrer hver morgen i hundeskoven for at lufte de firbenede, men en dag brydes det faste ritual ved at den ene inviterer den anden med hjem til kaffe med et alvorligt spørgsmål på hjerte.
I ”Blodbøg” følger man demente Jørn på plejehjemmet med sine tanker og tilbageblik på trivielle, men vigtige øjeblikke i sit liv. Disse noveller er fine eksempler på, at Jacob Berner Moe formår at bevæge læseren.

Berner Moe formår også at få os til at grine. I den absurde novelle ”Postbuddet” går der selvtægt i grundejerforeningen da et miljøbevidst postbud uforvarende kommer til at kritisere foreningens massive forbrug af Round Up for at få flotte græsplæner.

En af de klart bedste noveller er ”Naturens orden” hvor ex-svigersønnen skal hente nogle ting hos ex-svigermor. Svigermoren der er leger katten efter musen, men så alligevel ikke gider og svigersønnen som naivt går med på legen, opbygger en intens spænding og medfører en trækken på smilebåndet.

Den røde tråd i novellesamlingen er det forventelige hverdagsagtige der tager en uventet drejning. Der er en form for indforståethed og korrekthed mellem personerne, men under overfladen er der noget på færde. Idyllen brydes, når en af parterne pludselig gør noget irrationelt; I ”Maleri med fod” hvor ægtemanden pludselig i et anfald af provokation og til alle overraskelse køber et dyrt maleri med en kunstig fod stikkende ud af, eller i novellen ”Udstyr” hvor et par er til middag hos et andet par og den mandlige gæst pludselig forsvinder ud af vinduet.

Der er kort sagt lidt for enhver smag i ’Nu tuder jeg igen’. Berner Moe’s blik for at beskrive det på overfladen trivielle og samtidig på de indre linjer opbygge en lettere foruroligende latent spænding, skaber en velskrevet og underholdende novellesamling.

Boganmeldelsen kan også findes på www.litteratursiden.dk


Nu tuder jeg igen af Jacob Berner Moe
Udgivet: 2011
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 136

Boganmeldelse: Midt i den blanke nat

Der lukkes op for den store godtepose af bizarre og morsomme seksuelle spændinger mellem mennesker i ny underholdende novellesamling af Sven Holm.

Parforhold i dagens Danmark er på programmet i Sven Holm seneste novellesamling ”Midt i den blanke nat”. I ti noveller beskriver han de erotiske spændinger og grænser mellem mennesker, der er til for at blive overholdt og overskredet. Ganske som forsiden antyder med sine falloslignende høstakke i snorlige rækker kastende uhyggelige skygger, er der mere på færde i novellerne end det trivielle trygge parforhold. Der er noget påtrængende under overfladen, som vil ud. Det er de forbudte og til tider bizarre drifter, der trænger sig på.

I novellen ”Rosensælgeren” er et par på ferie i Napoli, hvor manden mod betaling pisker en bengalesisk blomstersælgers ryg til blods mens konen er i operaen. I ”En headhunters divan” kan Freja og Felix fra køkkenvinduet følge med i underboens forspil og erobring af en ny kvinde hver aften på sin divan til stor ophidselse for dem selv.

Novellerne er underholdende mere end pirrende og printer et tydeligt visuelt billede på nethinden af sceneriet. Sproget er ikke romantisk men råt, ærligt og ”kødeligt”. Nogle noveller er ligetil og direkte i deres sprog og fremdrift. Andre er mere absurde og bibeholder underholdningsværdien med det uventede og overraskende i handlingsforløbet. Men der er også andet end blussende lyster i novellesamlingen. I ”Midt i den blanke nat” bliver det en smule uhyggeligt da en fremmed underlig mand banker på døren til det øde svenske sommerhus, hvor et par er på romantisk hyggeweekend.

Sven Holm kan også være hylemorsom midt i alt liderligheden: ”Jeg har altid været vild med kvinder, der arbejder på rejsebureau. De er saglige, venlige og liderlige på en lidt bearnaiseagtig måde.” Optrinet er fra novellen ”MMS fra hr. Tukusaki” om et par, der dyrker sex seks uger i rap og bagefter aftaler at udvise afholdenhed. Novellen bliver mere og mere absurd men også morsom efterhånden som den mandlige hovedpersons lem fremmedgøres og forvandler sig til Camilles japanske chef, som får gentagne kærlige behandlinger.

Anmeldelsen findes også på www.litteratursiden.dk

Midt i den blanke nat af Sven Holm
Gyldendal, 2011, 246 sider

Boganmeldelse: Sameland

Find dit indre rensdyr i Sameland, hvor Roy og Leif byder velkommen med joiken, lavvuer, vodka, åndemaneri og lejrbål.

Roy og Leif er venner, arbejder ved postvæsenet og er altid på udkig efter en ny forretningside, der kan gøre dem rige ved mindst mulig indsats. De får ideen at starte en forlystelsespark for intetanende turister, hvor man kan komme i kontakt med sit indre rensdyr og leve som same i et døgn. Selvfølgelig har ingen af dem begreb om hvad samekultur er, og snart er eventyret skudt i gang.

Handlingen finder sted i og omkring Kirkenes i grænselandet mellem Norge og Finland. Udkantsnorges kultur og udfordringer berøres på humoristisk vis, herunder forholdet mellem samere, nordmænd og finnere. Hovden portrætterer et til tider trist samfund, der er gået i stå, og hvor man må gribe chancen når og hvis den overhovedet byder sig. Der køres på med fordomme og clicheer: blåøjede turister, fulde finnere, hævntørstige samer, arbejdsløse nordmænd, et oplevelsessamfund der prostituerer sig selv i jagten på profit osv.

Det hele går (selvfølgelig) op i hat og briller for Roy og Leif og det samme kunne man fristes til at sige om romanens handlingsforløb, som er den ene absurde hændelse efter den anden uden meget til at binde historien ordentligt sammen. Personskildringerne er ensidige og minder for meget om hinanden i beskrivelsen - jeg havde til tider svært ved at skelne de forskellige personer fra hinanden på grund af manglende dybde i karakteristikken.

Sameland har nogle fællesnævnere med landsfællen Erlend Loes forfatterskab: rodløse mænd, absurd humor, et indblik i norsk kultur og en samfundskritisk holdning skjult mellem linjerne. Ved sammenligning taber Hovden med flere længder til Erlend Loe. Hvor Loe er lavmælt morsom og finurlig i sit sprog, ender Hovdens krampagtige forsøg på at levere absurd humor i en lang række platheder med laveste fællesnævner. Det hele er bare for eksplicit og uskønt.

Der ér ansatser til ”god værkstedshumor” i ’Sameland’ og forlægget er godt tænkt men det halter med udførelsen. Dette er Hovdens debut og lad os håbe at han finder melodien i sin næste roman.

I bogen er der til lejligheden opfundet spillet ”Find dit indre rensdyr” og ligeledes er PR-siden sameland.net at finde på nettet.

Anbefalingen findes også på www.litteratursiden.dk

Boganmeldelse: Gudfar

Original, hjertevarm og sørgmunter familiehistorie om bikeren Uffe fra M. C. Spitfire, nazi-bageren Tenna og autonome Petring.

Hvis man giver sig tid til at kigge efter, har alle mennesker en spændende livshistorie! I 'Gudfar' får man lige præcis den følelse, at man er givet en unik chance for at se ind i et andet menneskes liv. Dy Plambeck gør det fremragende!

Det er 70'erne på det årlige 4ever2wheel-træf, hvor Uffe og hans motorcykelklub M. C. Spitfire boller kællinger, ryger pot, drikker og pisser om kap og slås mod den rivaliserende bikerklub.

Historien springer herefter til Uffes barndom i 50'erne og 60'erne med faren Poul, hvor moren Tenna forlod dem, da Uffe som spæd. En tryg barndom og et tæt forhold far og søn imellem, men da Poul opdager, at Uffe er med i bikergruppen, smides han ud hjemmefra.

I romanens anden del er tiden omkring 2. verdenskrig, hvor smukke dragende Tenna sælger brød til tyskerne. Efter krigen fængsles hun i flere år for landsforræderi, et ophold der forandrer hende. Efter frisættelsen får hun arbejde på en bodega, omgås forskellige mænd fragmentarisk (bl.a. Ordrupbanens store sprinterstjerne Erik-Frank), men ender med at blive gravid med Poul.

Efter Pouls død og i savnet efter en familie opsøger Uffe som 32-årig Tenna og flytter ind hos hende. Nabokonen har en datter (Petring), som Uffe på papiret bliver gudfar for og i virkeligheden en rigtig far for. Og her slutter romanen i 2007, hvor Petring er blevet voksen og kaster med brosten på Nørrebro. Uffe giver hende selvfølgelig et knojern!

Dy Plambeck fortæller en original og usentimental familiehistorie med humor og glimt i øjet. En historie om en på ydersiden hård mand, men blød som smør indeni, om afsavn og familiebånd. Det er både herlige barndomsminder, men også triste stunder, og det hele serveres i en usentimental nøgtern tone og med et anderledes uforudsigeligt handlingsforløb. De ”ærlige” personskildringer, hvor der ikke er pyntet på herligheden gør, at man knuselsker dem alle sammen.

Jeg følte mig hensat til et ”John Irvingsk miljø” med fantastiske miljøer og interessante personligheder. En af de læseoplevelser der er svær at ryste af sig. Romanen er lille og lidet opsigtsvækkende af format, men på de indre linjer er den ret så fantastisk!

Anmeldelsen kan også ses på www.litteratursiden.dk

Gudfar af Dy Plambeck
Gyldendal, 2011, 170 sider.

Boganmeldelse: Bølgerne

Usædvanlig lyrisk fortælling om en gruppe venner der holder sammen livet igennem – oplevet gennem indre monologer og uden ydre handling.

Seks venner (tre piger og tre drenge) knytter venskab fra den tidlige barndom og følges livet igennem. De observerer hinanden, spejler sig i hinanden og forsøger at finde sig selv, indpasse sig i livet og i hakkeordenen. Det er meningsløst for ikke at sige umuligt at beskrive et egentligt handlingsforløb, da det er personernes indre følelsesliv, der ”udgør” handlingen.

Historien er blottet for ydre handling og alt opleves gennem de seks personers bevidsthedsstrømme af tanker og følelser, som springer hid og did i skønsom tilfældighed. De forskellige indre stemmer er til tider svære at skelne fra hinanden, men Woolf hjælper læseren på vej ved at starte hver indre monolog med at nævne "tænkerens" navn: ”Jeg ser en bleggul flise”,sagde Susan, ”der breder sig ud til den støder på en lilla stribe”. De skiftende synsvinkler belyser de samme situationer og deres indbyrdes forhold til hinanden flerdimensionelt – det er øjet som ser, der afgør hvad der er sandt.

Det føles til tider som der er tale om én og samme bevidsthedsstrøm og person, som her hvor Bernard tænker ”Jeg ved heller aldrig, om jeg er mand eller kvinde, Bernard eller Neville, Louis, Susan, Jinny eller Rhoda – så mærkelig er den enes forbindelse med den anden”. Virginia Woolf er kendt og anerkendt for sin skrivestil ”stream of consciousness”, og ’Bølgerne’ må siges at være et absolut nådesløst eksempel på denne teknik.

Naturen har en fremtrædende rolle og beskrives idyllisk. Den både lever sit eget liv (beskrevet i særskilte kapitler), men er en endnu større del af personernes indre sindsstemninger. Naturskildringer med bølger og vand gennemstrømmer hele romanen. Bølger, der som sanseindtryk ruller frem og tilbage i personernes indre og giver os læsere den samme duvende konstante følelse i læseoplevelsen.

Det er den til dato mest usædvanlige og svære læseoplevelse, jeg har været ude for! Fraværet af ydre handling og dialog. Tankestrømme, der virker kunstige og gammeldags men også sært realistiske i deres fantasifuldhed og manglende kronologi. Den lettere kvalmende idyliseren af naturen er pinagtig. ’Bølgerne’ er interessant som et litterært eksperiment i yderste konsekvens. Én lang sanseoplevelse og yderst original. Til forståelse af romanen er der et glimrende forord af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Anmeldelsen findes også på litteratursiden.dk

Bølgerne af Virginia Woolf
Rosinante, 2011, 222 sider.

Boganmeldelse: Hovedløs sommer

Overraskende ny roman fra Erling Jepsen i gotisk horrorstil om en skilsmissefamilies sommerferie på landet, hvor skeletterne vælter op af jorden.

Familien bestående af separerede mor, 14-årige Emilie og lillebror tilbringer sommeren over i et hus på landet. En nat får de en ubuden gæst i haven, som dog snart bliver en ven af huset og uden videre spekulationer får 22-årige Anders lov at flytte ind mod at få styr på den utæmmede have omkring huset. Et Menage a trois begynder mellem den opmærksomhedshungrende mor, den forelskede datter og Anders.

Fortælleren er Emilie, som laver uhyggelige (gotiske) collager, der giver lillebror mareridt om natten og får ham til at se ting udenfor vinduerne om natten, som ingen andre kan se. I takt med at Anders viser sit sande psykotiske jeg, begynder der at ske uhyggelige ting omkring familien, og romanen udvikler sig til en rigtig omgang blod og splatter.

Emilie er hovedløs og naiv i sin tilbedelse af Anders men værre er det at moren i sin ensomhed og i behovet for mandlig opmærksomhed tilsidesætter al sund fornuft. Emilie er den voksne og fornuftige, der må tage sig af den utrygge lillebror, når moren ikke orker det, og her kredser romanen om forældres svigt. Erling Jepsen er rigtigt god til at skildre en teenagers dilemma i at være fanget mellem to separerede forældre. Dertil er det et realistisk billede på en teenagers følelser omkring en irriterende lillebror, veninder og den spirende seksuelle interesse for det modsatte køn.

Romanen holder spændingen hele vejen, mest fordi man længe er i tvivl om det kun er i Emilies fantasi, at genfærdene rumsterer og måske blot symboler på hendes sindstilstand: >>”Du skildrer ikke virkeligheden, som den er,” siger han, ”men sådan, som du føler den er”.<< Det tager dog alt for længe (totredjedele inde i bogen), før romanen for alvor slår over i den surrealistiske og uhyggelige genre.

Erling Jepsen har begået en roman i den gotiske horror genre, en litterær genre der kombinerer uhygge og romantik. En noget anderledes overraskende roman end hvad man kunne forvente fra Erling Jepsen. Det kunne lige så vel have været en ungdomsroman. Emner som familie og opvækst er til stede som i hans tidligere forfatterskab men her med en makaber drejning.

Anmeldelsen findes også op litteratursiden.dk

Hovedløs sommer af Erling Jepsen
People's Press, 2011, 245 sider.

Lakrids creme brulee i selskab med jordbær med hvid chokolade og lakridsdrys

Perfekt kombination hvis jeg selv må sige det... Er allerede blevet en favoritdessert i mit køkken!

Lakrids creme brulee i selskab med jordbær med hvid chokolade og lakridsdrys
(4-5 personer)

Lakrids creme brulle:
5 dl piskefløde
4 pasteuriserede æggeblommer
75 g sukker
1 tsk rå lakridspulver
Rørsukker til "låget"

Jordbær med hvid chokolade og lakriddrys:
1 bakke flotte store jordbær
100-150 gram hvid chokolade
Rå lakridspulver

Hæld fløden i en tykbundet gryde og varm den op til kogepunktet. Skru ned for varmen så fløden ikke koger. Pisk sukker og æg skummende og hæld den i fløden mens der piskes godt. Tilsæt lakridspulveret. Fortsæt med at røre til massen er tyknet. Hvis det går lidt langsomt kan der skrues op for varmen igen (men det må ikke bulderkoge).
Hæld massen i 4-5 ramekiner/små ovnfaste skåle. Lad den stå til boblerne har lagt sig lidt.
Bages i vandbad i ovnen ved 140 grader i 40-50 minutter til massen føles fast men ikke helt gennembagt. Afkøl skålene på køkkenbordet og sæt dem herefter på køl med film over i nogle timer.
Ved servering drysses et jævnt tyndt lag rørsukker over creme bruleen og karamelisér dem med en bunsenbrænder.

Vask jordbærrene og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Lad toppen blive siddende. Chokoladen smeltes i vandbad. Dyp jordbærrene i chokoladen og sæt dem på et stykke bagepapir, hvorefter de drysses med lakridspulver.