fredag den 5. oktober 2007

Doppler

Hvad har 4 kilos tobleroner, teletubbies og elgkalve til fælles? Ingenting!

Doppler, familiefar og velfungerende samfundsborger, er en dag ude at cykle i skoven nær Oslo. Han styrter af cyklen og falder om i skovbunden, hvor han pludselig fyldes en følelse af indre fred. Dette bliver startskuddet til Dopplers beslutning om at flytte ud i skoven, hvor der er højt til himlen og ingen forpligtelser. Han forlader sin materialistiske og stræbsomme tilværelse med kone, to børn og en i vente til fordel for det simple liv, hvor man udover de helt basale behov kun behøver at tænke på … ja at lave ingenting!

Dette er en roman, der gør op med det at være et kompetent menneske, et ord der ikke er fremmed i vore dages hektiske hverdag, hvor man konstant skal være pligtopfyldende og gør, hvad der forventes af en. Selvhjælpsbog tænker du sikkert nu, men nej! Det er nærmere en samfundssatirisk/-kritisk roman om at stoppe op og overveje, hvad søren man egentlig har gang i og omprioritere sit liv.

Udover en god portion ironi og skæv humor, vil du i denne roman stifte bekendtskab med følgende fænomener: 4 kilos tobleroner, elgkalve der sover i telt, sløjdtime med 5 meter høj totempæl, teletubbies og højrefløjsmænd, der arrangerer fredsfestival. Absurd? Ja! Men særdeles underholdende!

Umiddelbart kunne man godt driste sig til at tro, at dette er en ”drengerøvsroman” for mænd i midtvejskrise. Det må jeg på det kraftigste afvise, der er også noget at komme efter for os andre! Hvis du kan lide samfundssatire, ironi og absurde indslag er denne roman et must. Man kan ikke undgå at komme til at holde af Doppler; nogen vil kunne lide humoren, og andre vil se den dybere mening, der gemmer sig lige under overfladen.

Doppler
Erlend Loe
2005

Ingen kommentarer: