Du som er i himlen

Flot selvbiografisk fortælling om Morten Sabroes forhold til sin afdøde mor, livet og døden.
I sommeren 2007 tog Morten Sabroe til New York for at skrive en biografi om Hillary Clinton, men endte med at skrive om sin egen mor i stedet. ”Det handlede om de små mærkater, hun klæbede på plastikæskerne og satte ind i køkkenet i en orden der gjorde ondt. Det handlede om kvinden der gik ud i køkkenet, mens hendes mand lå og ventede fuld af lyst. Kvinden der havde sværget at hun aldrig ville stå i et køkken. Hun stod der i timer om natten. Mrs. Frigidaire. Det var dér billederne løb sammen, dér min mor og Hillary Clinton blev ét.”

Allerede fra første side er man ikke i tvivl om, at dette er en interessant bog. Sabroe har et levende og suverænt flot sprog. Skrivestilen er en lang tankerække om forholdet til moderen, døden og livet. Læseren er ikke i tvivl om, at Morten Sabroe er til stede lige ved siden af en gennem hele bogen, det føles faktisk som om han går lige ved siden af dig og fortæller løs.Første halvdel er Sabroes tanker om livet og døden efter en blodprop i 2006. Samtidig er en indføring i, hvordan han som forfatter griber et bogprojekt an. Det er netop i skriveprocessen om Hillary-biografien, at han begynder at spekulere over sin egen nu afdøde mor, og snart handler hele bogen i stedet om den benhårde kvinde, som er/var hans mor. Det bliver et opgør, en afklaring og en gestus til hende.

Det at skrive om sin egen mor har forfatteren selvfølgelig haft nogle overvejelser omkring. Han har tidligere brugt sin mor og familie som stof i en roman (”Sidste tog” fra 1996), som fik hans mor til at slå hånden af ham. ”Du som er i himlen” er imidlertid udkommet flere år efter moderens død. ”Der var også lys! udbrød hun forurettet. Ja, der var lys, men det er det der er skjult, forfatteren interesserer sig for. Det er det der ikke bliver sagt, han vil sige. Hans virke hviler ikke på hemmeligheder, men på afsløringen af hemmeligheder. På angiveriet. Stikkeriet”.

Hvorfor Morten Sabroe har valgt at få ”Du som er i himlen” udgivet som roman er mig uklart, måske et smart salgstrick. For der er ikke ret meget roman over den. Der er ikke noget fiktivt, idet Sabroe bruger sin egne oplevelser og tanker som stof, og personerne er nævnt ved deres rigtige navne. Bogen har endvidere ikke et typisk skønlitterært handlingsforløb eller opbygning. Bogen er en metaroman, idet Sabroe skriver om at skrive og henviser til tidligere udgivelser og forskellige yndlingscitater fra digtsamlinger og sange. Men det gør den bestemt ikke dårligere af den grund.
Bogen sidder i dig efter endt læsning. Jeg sad og tænkte: hvad handlede den egentlig om? Det er lidt ligesom, når man vågner af en drøm, og den fortoner sig langsomt, mens man forgæves forsøger at fastholde den. På en gang en smuk velfortalt historie men også luftig og forgængelig i sit stof, ligesom døden og livet.