Ikke se, ikke høre, ikke tale

Anmeldelse af "Stillevejen" af Carsten Boe.

Gennem den 12-årige Christians øjne skildres et familieliv levet i skyggerne, hvor ingen kan se, hvem de andre inderst inde er.

Christian bor på Stillevejen sammen med sine forældre, og det hele virker umiddelbart som ren idyl bag ligusterhækken. Christian tegner meget i fritiden og er især god til at tegne skygger: ”Jeg ligger i min seng, med åbne øjne. Jeg følger lyset i værelset mens mørket falder på. Skyggerne på væggene kommer frem. Jeg kender skyggernes verden.”

Bogens forside er illustreret med de tre aber, som repræsenterer ”ikke se”, ”ikke høre” og ”ikke tale”, og det rammer ret godt plet for, hvad der er på færde på Stillevejen. Der er hemmeligheder og larmende stilhed. Ingen taler med hinanden, hverken voksne imellem eller forældrene til deres barn. Faren kan godt lide en øl, ja alt for mange faktisk, og hver lørdag må Christian modvilligt hente øl hos den lokale købmand, hvilket får ham til at føle sig medskyldig i farens misbrug. Moren vender det blinde øje til. Det er ikke tale om svigt i fysisk forstand men i psykisk forstand. Dog virker det nu alligevel som om de alle er ofre for omstændighederne, og de voksne ikke magter at se situationen udefra. Dog flyder bægeret til sidst over (midtvejs i romanen), og moren flytter med Christian ind hos familiens advokatven.

Vi får hele historien serveret gennem Christians tanker og observationer af omgivelserne, hvilket fungerer troværdigt. Dog bliver Stillevejen en anelse langtrukken indimellem, og indtrykket ville have stået endnu stærkere, hvis den var skåret mere ind til benet. Tiden er svær at definere, og stemningen virker 1980’er-agtigt med billig vin fra syden, parcelhuse, racercykler med mange gear osv. Men det kan ikke helt passe, idet Christian tænker tilbage på dengang hans far gav ham et kram, og det var, da Danmark vandt EM.

Stillevejen skildrer de påvirkninger skilsmisse og alkoholisme kan have på et barn. Jeg er især begejstret for den måde Carsten Boe formår at skildre voksne og børns forskellige oplevelse af en situation; fx hvordan de voksne forsøger at berolige, bestikke og naivt at holde Christian i uvidenhed, og hvordan alle disse tilnærmelser har den stik modsatte effekt. Stillevejen gjorde mig lidt trist men også godt, fordi det var en vedkommende læseoplevelse.