En lille fin litterær perle af en roman om det at finde sig selv, om ikke at høre til og om den første forelskelse. En fortælling alle bør unde sig selv tid til at læse.
Til en skoleopgave vælger den højt intelligente 13-årige Lou Bertinac at skrive om hjemløshed blandt unge kvinder: hun har holdt øje med en 18-årig forhutlet kvinde, der hænger ud ved Gare d’Austerlitz. Den hjemløse No indvilliger med visse betingelser i at lade sig interviewe og efter opgaven er skrevet, har Lou svært ved at slippe No igen. Et spirende venskab er begyndt.
Ligesom No af indlysende grunde har sit at slås med som hjemløs, så har Lou også en del følelsesmæssig bagage at slæbe rundt på, idet hendes forældre i flere år har lidt under det ubærlige at miste et barn. Det har efterladt moren i en komalignende tilstand og faren hjælpeløs. I deres sorg og magtesløshed mister de desværre også lidt Lou.
Som læseren måske godt kan gætte vil ske, så får Lou den ide at redde No fra hjemløshed. Stik imod alle odds går hendes forældre med til at installere No i deres hjem og snart efter begynder moren glædeligt nok at blomstre op. Men det er en sårbar og usikker konstellation for alle involverede parter.
Dette er en særdeles velskrevet fortælling om skrøbelighed, om forældre der ikke magter at tage sig af deres børn på den følelsesmæssige konto og om at føle sig hjemløs i flere betydninger. Sidstnævnte belyses fint i kontrasten mellem Lou og No, der har forskellige baggrunde og forudsætninger her i livet. Den første forelskelse og om unges måske naivistiske forsøg på at redde verden er også vedkommende temaer. Som Lous skolelærer så enkelt og fint udtrykker det: ” ”Mademoiselle Bertinac?” ”Ja?” ”Giv ikke op.” ”
Efter endt læsning sidder jeg med en klump i halsen. Delphine de Vigan har en unik evne til at bruge ordene smukt og stemningen er rørende men realistisk.
Romanen blev ved sin udgivelse et hit i Frankrig og anmelderne var begejstrede. Den er nu i gang med at blive filmatiseret. Jeg kan frygte at romanen ikke får så stor opmærksomhed som fortjent herhjemme i Danmark. Jeg kan kun give den min varmeste anbefaling.
No og mig af Delphine de Vigan
Peoples Press, 2010, 226 sider.
Oversat fra fransk af Birgit Schlifer fra ”No et moi”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar