mandag den 3. januar 2011

Boganmeldelse: Kort fortalt


Et skønlitterært skatkammer bestående af danske noveller fra det seneste årti fortalt af Danmarks ypperste forfattere.

”Kort fortalt” repræsenterer et bredt udsnit af velskrevne danske noveller det seneste årti og er et bekendtskab med mange forskellige litterære stemmer. Det er fin indgang til at stifte bekendtskab med forskellige danske forfattere og deres skrivestil. De 34 noveller (tidligere udgivet i diverse novellesamlinger) kommer vidt omkring i miljø og personskildringer; Jacob Ejersbo skildrer misbrugsmiljøet, Helle Helle og Ida Jessen livet i provinsen, Marina Cecilie Roné og Laila Ingrid Rasmussen det at være barn osv.

Det særlige og skønne ved noveller som fortælleform er det fortættede og indrammede univers, forfatteren præsenterer læseren for. Der er tænkt over ordene og personskildringen eller tematikken står skarpt frem. Nogle af novellerne i ”Kort fortalt” er lige ud af landevejen mens andre noveller er bygget op omkring uventede sære hændelser. Personligt synes jeg sidstnævnte type noveller generelt er mest interessante og udfordrende at læse. Et glimrende eksempel er Jens Blendstrups tragikomiske ”Tyngde” om en mand, der bogstavelig talt vil tynge sin usædvanligt lykkelige kæreste ned. En anden novelle er Hans Otto Jørgensens ”Jens Thorstensens andet liv”, som handler om en mand der skjuler, at han har et barn indeni sig. ”Nørreport” af Katrine Marie Guldager er en forvirrende historie med skiftende synsvinkler om forskellige forbipasserendes tilfældige og kortvarige møde.

Novellerne præsenteres kronologisk hen over de sidste 10 år men der er i øvrigt ingen sammenhæng eller tematik mellem de forskellige noveller. Novellesamlingens redaktører Nanna Mogensen og Klaus Rothstein (begge kendt som studieværter på DR's litteraturmagasin, Skønlitteratur på P1) kommer i et opsamlende kapitel til sidst i værket med en litteraturhistorisk gennemgang af novellen som genre og dens tematik de seneste 10 år, og der er også lidt hjælp at hente her til at forstå værkets noveller bedre. Alt efter temperament kunne det måske endda være en fordel at starte med dette kapitel.

Anmeldelsen kan også ses på litteratursiden.dk

”Kort fortalt”. Danske noveller 2000-2010”
Redigeret af Nanna Mogensen, Klaus Rothstein
Tiderne skifter, 2010, 338 sider.

2 kommentarer:

Kristoffer Harboe sagde ...

Spændende. Den skal straks komme på min huskeliste :-)
Godt nytår :-)

Lines Blog sagde ...

Ja you do that :-) Jeg har det dog sådan at nogle forfattere kan jeg lide og andre ikke. Så hvis man i forvejen er lidt velbevandret i de danske forfattere, så vil jeg hellere læse en hel novellesamling af kun en forfatter.
Fx kan stærkt anbefaldes "Pludselig flæben" af Jens Blendstrup :-)
Men denne er skam god til en intro til novelleforfatterne.