Det er næsten umuligt at få armene ned af begejstring over denne lækre kogebog. Aarstiderne er firmaet, der leverer frugt-, grønt- og fiskekasser til folks hoveddør rundt omkring i landet. Du kan kikke forbi deres hjemmeside på http://www.aarstiderne.com/ og læse om firmaets filosofi og råvarer. Der er mulighed for at blive tilmeldt en mailingliste og modtage opskrifter og nyhedsbreve. Lækre opskrifter er der selvfølgelig også at hente på siden.
Hvis du selv er modtager af deres kasser og/eller indimellem står med nogle rester af grøntsager, er der god hjælp at hente i denne kogebog. Det gælder selvfølgelig også alle andre, som elsker at bruge masser af grøntsager i madlavningen. Firmaet går ind for gode råvarer og økologi. De fleste opskrifter er lavet efter enkle principper, som ikke kræver ret mange ingredienser, ligesom blandt andet kokkene Henrik Boserup og Nikolaj Kirk også er fortalere for. Det er enkel madlavning, hvor hovedingrediensen er i fokus og ikke søbet til i krydderier og saucer. Dertil er de fleste opskrifter forholdsvis mådeholdne, hvad angår fedt og sukker.
Grøntsagerne er det gennemgående tema, men du finder også mange opskrifter med kød og fisk. En del af opskrifterne er klassikere i stil med Bøf Stroganoff og Tarte Tatin. Men der er også et stort repertoire af mere moderne og nemme opskrifter. Retterne er opdelt i diverse supper, grøntsagsretter, kødretter, fiskeretter, salater, syltede sager med videre. Det er virkelig noget af en monsterkogebog/opslagsværk, hvor du får fuld valuta for pengene. Det er endvidere et udførligt register over hovedingredienser, som viser hvilke retter man kan lave af netop den grøntsag eller fisk. For de mest almindelige grøntsager er der faktabokse om sæson, historiske facts om oprindelse samt næringsværdi. En interessant lille ekstra information at få med.
Aarstiderne har tidligere udgivet følgende kogebøger; ”Rodfrugterne”, ”Salaterne”, ”fiskene” og ”Aarstiderne: enkel og god mad”, og her er det meste samlet i én bog. Denne kogebog er næsten uundværlig, og det er sjældent man støder på så gennemarbejdet en kogebog, der tilbyder nemme og sunde opskrifter i et så rigt omfang.
”Aarstidernes livretter” af Søren Ejlersen m.flPolitiken, 2007. 464 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar