På med vanten, så suser vi afsted!

Tag med på en rablende skør ekspedition til Stillehavet i bedste/værste Thor Heyderdal-stil med Erlend Loe i hovedrollen.

”Jeg er i min bedste alder. Stor og stærk er jeg. I god form. Og jeg spørger mig selv: Hvad har jeg bygget? Hvad har jeg, Erlend, 29 år, i Norge, egentlig bygget? Ikke meget. Jeg har bygget en væg.”

Hovedpersonen Erlend Loe er led og ked af ikke at have udrettet noget stort her i livet. Men så en dag da Erlend er ude og løbe på skøjter, kommer ”ideen” til ham. Hvad nu hvis De polynesiske øer blev befolket af folk fra Sydamerika, som skøjtede over et isbelagt Stillehav? Erlend er fyr og flamme, og teorien skal afprøves i Stillehavet, uanset hvad Thor Heyerdahl og resten af verden måtte mene.

Når man skal på en stor ekspedition (som måske/måske ikke bliver overvåget af internationale nyhedskilder), skal det hele forberedes grundigt. Først og fremmest har man brug for cool cash, og her viser Erlend stor opfindsomhed, idet det både involverer et brev til kongen (med vedlagte udtalelser fra orienteringsfaget i 5.-6. klasse) samt en hest og et hospitalsophold. Man har også brug for gode mænd, og besætningen ender mere eller mindre tilfældigt med at være venner og et par tilfældige fremmede.
Man må nødvendigvis også have en plan B at falde tilbage på, hvis den oprindelige teori viser sig umulig at bevise. Et par eksempler på ekspeditionsmedlemmernes små selvstændige projekter er et søvneksperiment omkring hvad der kommer efter søvnen, når man når punktet ”K” og et periodisk system for piger. Absurd? Ja!

Ekspeditionen udvikler sig til noget nær en Robinson-ekspedition med optakt til mytterier, lurende farer i form af lånekassen (kreditforeningen på dansk), livsfarlige kokosnødder og kæmpeål i farvandene. Men i særdeleshed omkring fordeling af goder såsom mad; ”Vi forsøger at forestille os morgener uden chokoladepålæg, men billedet bliver uklart. Det er for hårdt. Irrationelt nok begynder vi at tænke, at jeg skal i hvert fald ikke have mindre chokoladepålæg end de andre, og på den måde forsvinder pålægget hurtigere, end man ellers ville tro. Det bliver en selvopfyldende profeti. Det har jeg lært om i samfundskundskab, men det er første gang jeg ser det for øjnene af mig. På sin vis er det også orienteringsfag. Orienteringsfag der møder sig selv i døren.”

Erlend giver os også et indblik i verdenshistorien fortalt af en af ekspeditionsdeltagerne på én aften ved lejrbålet med diverse subjektive udeladelser/indskydelser, og senere afprøves forskellige samfunds- og organisationsformer gennem rollespil.

Erlend Loe eksperimenterer i ”L” med grænsen mellem fiktion og fakta. Romanen er en art rejsedokumentation; der er fotos af den påståede ekspedition og dens deltagere på en ø, kongens afslag på Loes brev er indeholdt, og bagerst i bogen er der et emneregister. Samtidig er bogen designet i et ”rejsevenligt” format. Læseren sidder tilbage med en lille tvivl; er det hele ikke en smule for absurd?

Eksistentialisme og (drenge-)drømmen om at ville udrette noget stort lever. Ekspeditionens strabadser er fortalt i vanlig Erlend Loe-stil; humoristisk, underspillet, absurd og (selv-)ironisk. Man griner højt til tider og trækker mange gange på smilebåndet af de unge håbløse mænd. I ”L” er der som vanligt nogle af de samme ingredienser som i Loe andre romaner; eksistentialisme; herunder civilisationens monotoni og det immaterielle ægte (frilufts-)liv.

Romanen har en art dobbelttydighed, for selvom Loes migrationsteori forbliver uopklaret, så er det en anden migrationsteori om ”unge norske mænd på en idiotisk ekspedition i Stillehavet”, som det ender ud med. Eller med forfatterens egne ord ”Vi der ikke byggede Norge”. Romanen indgangsbøn er: ”I siger, at den store fortælling er død? I vil have små fortællinger? Det skal I fandeme få!” Og ganske rigtigt er ”L” en lille fortælling set fra et ”orienteringsfagligt” synspunkt men fra et litteraturvidenskabeligt synspunkt er den ikke så lille endda!

”L” af Erlend Loe. Gyldendal, 2008. 489 sider.