tirsdag den 28. september 2010

Boganmeldelse: Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt


Svensk udgave af Forrest Gump, der på morsom vis tager dig med gennem verdenshistoriens højdepunkter i det 19. århundrede. Alt sammen fortalt af en ikke helt almindelig 100-årig fødselar.

Som 100-årig lever man på lånt tid og har ikke meget at miste. Så hvorfor ikke få det bedste ud af det?!

Allan fylder 100 år og gæsterne står klar til at fejre ham. En pludselig indskydelse og Allan er sprunget ud af vinduet. Målet for flugten er ikke planlagt; det må komme an på hvor langt man når med bussen for 50 kr. Ved busstationen kommer han til at stjæle en rullekuffert med et særdeles interessant indhold, og det udløser en månedlang jagt gennem Sverige af både en lokal rockergruppe og politiet. Det forhindrer dog ikke den ubekymrede Allan i at nyde turen og skabe nye forunderlige bekendtskaber.

Historien er også en rejse gennem det 19. århundredes betydeligste begivenheder og Allans livshistorie: Han kommer nærmest ved en tilfældighed til at give USA løsningen på atombomben, afvikler et mordforsøg på Winston Churchill, er spion under den kolde krig, kommer i arbejdslejr i Vladivostock, drikker dus både Harry S. Truman og formand Mao: ” ”Har Stalin forstået det alt sammen rigtigt?” sagde han. ”Du har stået på Francos side, du har bekæmpet kammerat Mao, du har… reddet livet på svinet i London, og du har lagt verdens mest dødbringende våben i hænderne på ærkekapitalisterne i USA?”.” Ikke at politik interesserer Allan, han vil bare gerne sprænge nogle broer i luften, som han siger.

Jonas Jonasson serverer det hele med et humoristisk glimt i øjet og de to fortællespor om Allans liv fungerer tilsyneladende godt side om side. Verdenshistoriens begivenheder gengives korrekt men tilsættes en del fiktion i form af den fandenivoldske Allan og står i sjov kontrast til hinanden: verdenshistoriens store begivenheder og Allans flugt fra plejehjemmet i ”rolatortempo”. Handlingsforløbene er fantasifuldt beskrevet, og det skorter ikke på absurde hændelser. Flere steder giver nutidshistorien mindelser til forfatteren Erlend Loe’s hovedperson i ”Doppler”; fx scenen hvor Allan bliver gode venner med en cirkuselefant. Det er ren ”Forrest Gump” i svensk udgave og en hyldest til friheden og at leve livet fuldt ud.

Er du blevet nysgerrig på at lære Allan at kende? Det kan jeg godt forstå! Romanen vil med garanti finde bred appel med sin ”feel good stemning” og store underholdningsværdi, og jeg tør godt spå om, at den vil være at finde under rigtig mange juletræer i år.

Anmeldelsen findes også på litteratursiden.dk

Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt af Jonas Jonasson
Modtryk, 2010, 372 sider
Oversat fra svensk ”Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann” af Anders Johansen

Ingen kommentarer: